../index.html Jubilæumsskrift til Slotskælderen hos Gitte Kik , af Torben Weirup, journalist
Slotskælderen hos Gitte Kik, Fortunstræde 4, 1065 København K click here for translation
Åbningstider
Tirsdag - Lørdag 10.00 - 17.00
Køkkenet er åbent 11.00 - 15.00
  NB: Bordbestillinger modtages kun telefonisk ~ Reservations by telephone only
(0045) 33 11 15 37

De første hundrede år
Henne om hjørnet - dér ligger slotskælderen!

Man går ned af en lille københavnsk gade, ja, der er såmænd frit valg, man kan komme fra begge sider, og så blot tage de 3 velkendte trappetrin - så er man i Slotskælderen og for den sags skyld også hos Gitte Kik.
Restauranten kan ikke nøjes med ét navn. Der må to navne til. Det første hentyder til genboskabet til Christiansborg Slot - det andet hænger indirekte sammen med strædets første vært, levemanden og værtshusholderen Carl Kik, der fik sit efternavn, fordi han altid lige skulle ud at kigge, hvem der kom ind, når døren gik op.

2010 var det hundrede år siden, familien Kik grundlagde restauranten og indstiftede nogle traditioner, der i et stort omfang videreføres og respekteres den dag idag. Buffeten eksempelvis. Princippet om, at når man har fået sit bord (det har man været så klog at bestille i god tid) og bestilt nogle drikkevarer, går man op til den lange, smukt forarbejdede disk i lokalets ene ende og kigger. Og vælger. Fra tid til anden kommer der gæster, der tror det er et cafeteria, og at de selv kan tage tallerkenen ned til bordet. Rundt om rystes der overbærende på hovedet. Tsk tsk.

Bag Buffeten står en venlig mand. Man kan også være så heldig, at det er en af de søde piger, der tager imod, men i de seneste adskillige år har det i reglen været værten.
Han siger >>Goddag<<. Venligt til nye eller meget sjældne gæster. Mere hjerteligt til stamgæsterne, især hvis de har betalt deres regning.

Frank Due, indehaver af Slotskælderen hos Gitte Kik, Fortunstræde 4, 1065 København K.Hans høflige stil er forbilledlig og er præget af såvel venlighed som en vis diskretion
Frank Due, indehaver af Slotskælderen hos Gitte Kik, Fortunstræde 4, 1065 København K. Hans høflige stil er forbilledlig og er præget af såvel venlighed som en vis diskretion.

Det siges undertiden, men det er nu ikke noget man skal fæstne lid til, at der drikkes en del i restaurationsbrancen. Her er det ihvertfald ikke gået ud over hukommelsen.
Frank Due har en formidabel evne til at huske sine gæsters navne og i reglen også, hvilken slags øl de drikker, og hvilken snaps de foretrækker.

"Goddag," siger Frank Due, når det er blevet ens tur. Og så indleder han festlighederne med at recitere et lille digt, som lyder således:

stegte sild
marinerede sild
kryddersild
sildesalat
kogte sild
syltede sild
karrysalat med sild
kartoffel med sild

Nogle kunne måske tro, at det bare var en opremsning af variationer over sild, men det er det ikke. Ikke kun. Det er en hymne til den danske køkkentradition. Det er en fanfare til indledningen til den danske forkost. En god begyndelse, som man siger - og en fortræffelig anledning til en snaps til maden. I slotskælderen er de ikke små, og de lever næppe op til sundhedsstyrelsens formaninger om mådehold. Der skænkes til kanten med et sikkert øjemål og en imponerende præcision. Det er kun overfladespændingen, der sikrer, at snapsen ikke løber ud over glassets kant.

Men silden er jo kun begyndelsen. Oppe ved buffeten kan værten fortælle om andre retter, der måske kunne friste ? Noget er sæsonbestemt. Til den ovenstående indgangsbøn kan undertiden også føjes røget sild eller - som nogen også kalder denne fine specialitet - Sol over Gudhjem. Man kan så fravælge æggeblommen, hvis man synes og man kan sagtens have nok i den fede sild og dens følgesvende som purløg, radiser og almindelige løg. Der er mange andre forskellige former for dansk smørrebrød fra leverpostej og lammerullepølse til oksebryst eller hønsesalat, og på tavlen er der hver dag forskellige lune retter. Det kan være klassikere som hakkebøf og rødspætte, men det kan også godt være sjældnere ting, som stegt lever eller benløse fugle.

FiskefiletFlæskestegGravad LaksLeverpostejGammel ost m skyFjordrejer
FOTOS HH SPECIALTRYK A/S

Tilbage ved bordet tager man sig en slurk ovenpå anstrengelser med at vælge og især fravælge, og så kan man jo passende kigge på omgivelserne.
Ikke så meget for at få øje på kendte mennesker blandt gæsterne, for de er også kommet hér for at få fred, men på væggene. Ak, klicheen står lige og banker på. Hvis disse vægge kunne tale ... Ja, hvis blot personalet ville gøre det, så skulle man tro at det ville være rigtigt underholdende, men det er selvfølgelig diskretionen selv.
Her er ellers blevet ordnet vekselererforretninger og indgået politiske aftaler. Her er lavet handler af enhver slags. Her blir fortalt vittigheder og udvekslet betragtninger over tilværelsen, her er blevet sladret og viderebragt rygter, og om verden er blevet bedre eller værre af fortroligheden i den lille kælderestaurant, kan man kun gisne om. Men noget kan væggene fortælle. Blandt prospekter fra København er der indrammede anmeldelser fra stedet, billeder og tegninger af legendariske gæster, et takketelegram fra den gamle konge. Det vil så være Christian X.

Og så er der andre billeder, der i høj grad påkalder sig interesse. På væggen til venstre for indgangsdøren hænger protrætter af tidligere værter. Fra venstre er det Laura Kik (1872-1940), der videreførte restauranten efter sin mand, Carl Kik (1869-1923), der var den første. Til højre for Carl hænger billedet af grundlæggerparrets datter, Karen Kik (1905-1966). Nogle år efter, hun havde overtaget etablissementet, mente en kreds af nævenyttige mandlige restauratører, at dét egnede hun sig ihvertfald ikke til. Kvinder kan ganske enkelt ikke være strenge og myndige, hed det naivt, og dét véd enhver erfaren mand selvfølgelig, er noget fordrukkent sludder.

En af mine venner vil da også gerne skrive under på det. Der har i Slotskælderen været mange grupper. For eksempel lokale håndsværksgrupper, der mødtes ved stambordet og aftalte spillereglerne for området, mens de drak øl af glas med særlige inskriptioner. En klub klarede frokosten på en halv time, men så var det også hver dag, og manglende fremmøde kostede naturligvis omgange fra de udeblevne. Og så var der denne klub, der bestod af direktører fra store reklamebureauer, der mødtes til en ugentlig frokost hos Karen Kik. Det stod på i mange år, og de kunne måske også blive lidt højrøstede - er det ikke selve reklamens væsen ? - og det endte da med, at mor Karen smed dem ud.

Til højre for Karen Kik hænger et billede af Lene Just, som vi skal vende tilbage til, og så kommer vi til portrættet af Carl Kik (1924-82). Efter hans død drev hustruen - Gitte Kik som der er et billede af på den store plakat i den fjerneste ende af lokalet - stedet videre i nogle år, indtil kærligheden til andet end restaurationsbranchen fik hende til at overlade pladsen bag buffeten til sin søster, Lene, og på sigt sælge forretningen til Frank Due. Som Kik-familien har han jo også et prisværdigt kort efternavn.

Det var i Karl Kiks regeringstid, den, der skriver disse linjer, første gang vovede sig ned i kælderen. Det passede afgjort ikke Karl. Sådan en hvalp. Og så uden slips. Slips var da også kendetegnende for de mandlige gæsters påklædning den gang, og det sker da, at man griber sig i at tænke, at det måske var en idé at indføre det igen. Men jeg kom tilbage nogle år senere - og en forkost hos Gitte Kik er en tradition, jeg har med flere af mine venner.
En dag kom jeg til at sidde for længe. Det var før den dag et folketingsflertal havde besluttet sig for at ekspropiere privat ejendom ved at påbyde at forbyde restauratører at forbyde rygning i deres egne forretninger.
For det skete, kunne en cigar måske bevirke, at tiden trak lidt ud, og at det også kunne være nødvendigt at få nogle nye forfriskninger til bordet. Vi tilbød belevent at fortsætte vores stadig mere begavede samtale på den nærliggende Cafe Nick, men vi at vide, at vi da endelig skulle blive siddende, mens Lene og Frank målte op og gjorde regnskab - og de ville da iøvrigt også gerne gøre os selskab. Lene sad altid i Staunings stol. Staunings stol er den, den afdøde statsminister gerne sad i, når han spiste forkost i Slotskælderen. Man kan skelne den fra de andre gamle stole ved, at der er en lille mindeplade i sølv på selve stoleryggen.

Staunings stol står på sin faste plads, og den plads var Lenes , når gæsterne var gået. Lene overvågede køkkenet og stod ved buffeten, men når der skulle regnes sammen, satte hun sig ved bordet foran bornholmeruret. Jo tak, hun ville da gerne have et glas, "bare et lille glas, Frank" råbte hun efter ham, og hver gang kom han med det største vinglas han kunne finde, fyldt til randen.



Det blev med tiden til et varmt venskab. Lene Just døde alt for tidligt i 2008, blot 53 år gammel. Vi begravede hende fra Holmens Kirke. Følget gik efter bilen med kisten gennem gaderne og gjorde holdt for et minuts stilhed for restauranten, hvor hun havde lagt så mange timers arbejde og så megen kærlighed. Heldigvis bliver hun konstant mindet i Slotskælderen. Ikke kun fordi der er indtil flere billeder af hende. Men især fordi hendes ånd lever videre i lokalet og i arbejdet, og fordi vi, der holdt af hende, ofte erindrer hinanden om hende og hendes imødekommenhed og slagfærdighed. Lene Just kunne lide andre mennesker. Det er nok den første forudsætning for at være god til at drive en virksomhed som Slotskælderen.

1797 var ikke et heldigt år for Venedig. Napoleon erobrede bystaten på havet og gjorde således en ende på uafhængigheden gennem mange århundrede.
Det var til gengæld et fint år for Bertel Thorvaldsen, for den 8. marts - på kvindernes internationale kampdag - kom den danske billedhugger til Rom. Og så blev ejendommen Fortunstræde 4 opført og kælderen omgående indrettet til brændevinsbrænderi og udskænkningsvirksomhed.

I det hele taget har det været et sted med store traditioner for liberalt erhverv:
Engang - det er ikke længere siden end i begyndelsen af 1990erne - lå der et bordel i etagerne over restauranten, og litterært set er der også store stolte minder i kvarteret. I en af naboejendommene boede den franske forfatter, Louis-Ferdinad Céline, under sit tvungne ophold under anden verdenskrig. Han hadede Danmark og alt dansk. Vi véd ikke om han kom i kælderen i ejendommen ved siden af - det kunne måske have hjulpet på humøret - så ikke mere om ham.
For altså: 1 1910 overtog Laura og Carl Jensen stedet. De have forinden øvet sig på værtshusdrift ved at drive Hotel Kiggenborg i Nyhavn, og der er pedanter blandt historikere, der hævder , at det ligeså godt kan have været på grund af dét navn, Carl udskiftede Jensen med Kik. Det er muligt. Det er bare ikke en nær så god historie. Iøvrigt hænger der et fotografi af Kiggenborg ved bord 1.

Maden er forlængst kommet til bordet. Det er en tradition, at der serveres appetitligt på musselmalede tallerkner med forskelligt tilbehør som remoulade, agurkesalat eller rødbeder - alt efter hvad man nu har valgt.
Tilberedningen foregår i køkkenet, så smørrebrødet hele tiden er frisksmurt. I reglen er stuen fuld. Der er plads til mellem 50 og 60 gæster, og i julemåneden, der herhjemme jo begynder i oktober, kan det være fuldstændig håbløst at få et bord. Frank Due og jeg ønsker gerne hinanden glædelig jul i midten af november. Ja, altså lige bortset fra at gode venner har indstiftet en ny tradition og på forhånd sikret sig et bord til lillejuleaftensdag. Det gjorde de, da det sidst var den 23. december.

Der sker fornyelser i repertoiret - hvidvinsdampet eller koldtrøget laks er da vist een af dem - men ellers ligner smørrebrødet hos Gitte Kik sig selv, og man skal næppe forvente fusionskøkken, salatbar eller smarte nyfortolkninger af det danske frokostkort. Klassikerne styrkes med ambition, men uden prætention. Stedet er omtalt i talrige gastronomiske og andre guidebøger - og jævnligt ser man gæster fra Østen trække en bog frem, pege på det rigtige billede på den rigtige side - her kan man ikke finde fem fejl - hvorefter de fotograferer tallerkner med dens indhold. Det er da også et smukt syn. Sådan en kartoffelmad med en sild. Eller et stykke med røget ål og røræg.
Det er da så fotogent og det kan ikke undre, at Fritz Syberg engang malede en tallerken med fire halve, og det er naturligvis helt umuligt i denne sammenhæng ikke at citere fra Johannes V. Jensens berømte digt om frokosten:


"Ved Frokosten", 1906 . Maleri af Fritz Syberg

Fire stykker blomstrende smørrebrød — : Ved Frokosten (Johannes V. Jensen, Digte 1906)

 

Nu har jeg det godt.
Der staar fire blomstrende Stykker Smørrebrød for mig.
Først spiser jeg et med Æg og Sild -
O Anelsen om Svovlbrinte og om Jodlugt fra Havets Tangskove!
Derpaa sætter jeg Tand i et ungt skært Stykke med Steg,
og her fordyber det Smagen, at jeg tier.
Rullepølsens Bouquet af Faar og af oliedryppende Maskiner, Væverier, udvider mit Velbefindende.
Osten knytter Stemningen af forraadnelse og rygende Elskov sammen i mit Hjærte.

Men nu skælver mit Bryst imod Snapsen,
som jeg har skænket mig af den iskolde Flaske.
Se den spiller, den ler klart,
jeg holder den op som en stor levende Diamant,
Kornbrændevin, kort sagt, Danmark!
Her sidder jeg og bereder mig på det bedste Øjeblik.
Her er godt. Hatte passerer Vinduet, meget Folk færdes på Gaden.
Jeg har sagt til mig selv, at Livet og Solsystemet gaar glimrende.


Nu var det ikke i Slotskælderen, Johannes V. Jensen sad og trøstede sig efter en våd aften. Hos Gitte Kik skænker vi ikke selv snapsen af flasken, og fra kælderen er det vanskeligt at få øje på herrernes hatte, når de passerer vinduet, derimod går det nemmere med damernes ben.
Johannes V. Jensen kom - som så mange andre i det københavnske parnas - i café Bernina, der lå på hjørnet af Vimmelskaftet og Badstuestræde. Den eksisterer ikke længere i sin oprindelige form.
Det er i de sidste årtier også gået hårdt ud over de danske frokostrestauranter, og sørgeligt mange af de små steder, hvor man kunne få danske smørrebrød med en øl og en snaps, er forsvundet i løbet af de 100 år Slotskælderen har eksisteret. Der er mange større byer landet over, hvor det ikke kan lade sig gøre at få en dansk frokost. I København er det, som om tilbagegangen er stoppet, og antallet af klassiske frokostrestauranter har stabiliseret sig. Så måske man kan håbe, at Slotskælderen også ligger der de næste 100 år. Alt andet ville være synd for kommende generationer.

Jubilæumsskrift til Slotskælderen hos Gitte Kik , af Torben Weirup, journalist
Torben Weirup er kunstanmelder ved Berlingske Tidende. Og gæst i Slotskælderen.


Slotskælderen hos Gitte Kik, Fortunstræde 4, 1065 København K
Åbningstider
Tirsdag - Lørdag 10.00 - 17.00
Køkkenet er åbent 11.00 - 15.00
  NB: Bordbestillinger modtages kun telefonisk ~ Reservations by telephone only
(+45) 33 11 15 37

 

Frank Due Personalet i Slotskælderen hos Gitte Kik

http://www.slotskaelderen.dk